Birgitta Atlas

I 10 år ventede jeg og verdenen på det nye Birgitta Atlas, og nu er det her

  

I september 2013 tog jeg sammen med vores lokale Birgittaforening til Uden i Holland til 300-året for Birgitta klostereti Uden og årsmøde i SBE (Societas Birgitta-Europa – Deneuropæiske Birgittaforening). Ved den lejlighed blev der holdt en stor reception, hvor det nye ”Birgitta Atlas – Saint Birgitta´s Monasteries” blev præsenteret. SBE har arbejdet længe og intensivt med Birgitta atlasset, og det er der kommet en fantastisk, flot bog ud af med beskrivelser af middelalderens Birgittaklostre, og de steder de fandtes.


Vadstenas abbedisse Karin og jeg besøger den nyåbnede museumsafdeling i Uden Kloster

De to første atlas blev foræret til abbedisse Karin fra Vadstena Kloster og abbedisse Maria Karin fra Uden Kloster. Efter præsentationen blev dørene slået op til en ny spændende museumsafdeling i Uden Kloster.

Her på Lolland – Falster er Birgitta atlasset særlig interessant, da vi har haft et velfungerende Birgitta Kloster i Maribo (1416 – ca. 1531), har et nyt Birgitta Kloster i Maribo med birgittasøstre opført i 2003 og en aktiv Birgittaforening.

Det er tre danskere, der har gjort et ihærdigt og ufatteligt stort arbejde med at være redaktører, skrive artikler og samle materiale fra andre forfatter: Ulla Sander-Olsen, der tidligere har været Birgittanonne i Uden, men trådte ud af ordenen og blev bibliotekar, professor dr. Tore Nyberg, der tidligere redigerede bogen ”Birgitta, hendes værk og hendes klostre i Norden” i anledning af 600-året for Birgittas helgenkåring i Rom i 1991 og endelig forfatteren Per Sloth Carlsen fra Mariager, byen hvor Danmarks andet Birgittakloster lå (1446 – ca. 1540). Afsnittet om vores lokale kloster i Maribo, Habitaculum Mariae er skrevet af middelalderarkæolog Leif Plith Lauritsen fra Museum Lolland-Falster.

 

Man har inddelt klostrene i syv geografiske områder:

  1. Nordeuropa: Skandinavien og De baltiske lande, Sverige, Estland, Danmark, Norge og Finland

  2. Sydeuropa: Italien

  3. Centraleuropa: Polen Ukraine, og Hvide Rusland

  4. England

  5. Tyskland

  6. Vesteuropa: Holland, Belgien og Frankrig

Bogen er både på engelsk og tysk, men teksterne står sammen, så man kan læse bogen fortløbende på det sprog, man foretrækker. Den er rigt og flot illustreret med billeder på alle sider, og bogen er en ubeskrivelig guldgrube for alle med interesse for Birgitta og historie. Bogen kan også bruges som rejseguide gennem Europa til de forskellige Birgittaklostre. Atlasset koster omkring 50 €.

Ved årsmødet i SBE blev Gunnar Jivegård fra Sverige valgt til ny præsident. Gunnar Jivegård har i flere år siddet i bestyrelsen og gjort et stort arbejde, for at vi her fra Skandinavien har fået nogle gode Birgittature rundt i Europa med besøg på mange Birgittaklostre. I efteråret 2014 døde Gunnar Jivegård, men han vil blive husket for sit store arbejde i SBE og hans muntre væsen.

Du kan melde dig ind i vores lokale Birgittaforening ved at kontakte formand Birgit Mikkelsen på telefon 54 75 60 15 eller 29 29 56 90.